EE - 500 (OFFICIEL VIDEO) unge deubleEE udsolgte shows...

Den purunge og helt afsindige EE dropper første video fra hans kommende EP "Einstein" produceret af Adam Sampler, som jeg glæder jeg helt vanvittigt til. Videoen taler vist for sig selv...

Årets Album og Sjolleralbum Awards 2013

   

  Så er den korrekte setting vist i gear!!!
   Vi skal til det igen. Du ved det, jeg ved det, du ved at jeg ved, og jeg ved at du ved det. Der er mange bitch ass lister derude, men kun en mening der holder så meget vægt som Jørgen Ryges. Endnu en gang har jeg udelukkende for jeres skyld og ikke for min egen skyld lyttet mig igennem alle albums der er udgivet i år eller i hvert fald noget der minder om det, og den officielle enmandsjury har voteret, og husk dine arme er ikke lange nok til at bokse med Gud og omfanget af dit intellekt er ikke stort nok til at argumentere mod Jørgen. Det her er de 11 bedste plader udgivet i år. Selv tak!

11      1. Ka – Nights gambit

Hvis man har fulgt min blog på regulær basis vil man vide jeg er ret begejstret for Ka. Jeg mener han næsten ene mand har givet nyt håb for en genre, der ellers var i alvorlig risiko for at gå helt i stilstand. Hans ”Grief pedigree” fra sidste år fik sushi og tartar til at lyde gennemstegt.

Ud af det næsten blå havde han endnu en heater klar kun lidt over et år efter den forrige, og jeg er glad for at sige den er ligeså god, og måske endda bedre?

Hvert eneste rim er on point, der bliver aldrig spildt tid, og de lidt fladt lydende og rå beats er perfekt baggrund til hans sandpapirsstemme.

Jeg har hørt den utallige gange nu, men fanger stadig nye nuancer, sammenligninger og metaforer. Her har vi at gøre med greatness, og ”Peace akhi” kunne være det mest stykke koldblodige rapmusik du kommer til at høre nogensinde. Teksten bliver nærmest reciteret, og djævlen lyder som en guttermand sammenlignet med den måde den her tekst nærmest bliver spyttet ud mellem tænderne på.

For den opmærksomme lytter er der ting at lære, jeg er ligeved at sige man næsten kan meditere til det, ihvertfald ”Nothing is ” . Her er helt klart dømt gudemusik, i stil med de bedste Nick Cave sange.

”You just scratch the surface if you aint digging me”

   2.   Spids Nøgenhat – Kommer med fred

Jeg er som udgangspunkt altid imod folk hvis mission kun er at spole tiden tilbage når de laver musik. Men som man siger har man et standpunkt til man føler sig snydt. Jeg måtte korrigere min opfattelse lidt her, ikke mindst fordi den her plades udgivelse kom et par år efter (dvs. et godt tidspunkt) efter jeg selv for alvor er kommet ind i psykedelisk musik, og jeg elsker det her shit!

Først og fremmest har vi her at gøre med en plade, der har flere narkoreferencer end Cypress Hills samlede katalog. Deres undergrundshit ”Lolland Falster” giver mig lyst til at rykke teltpløkkerne op og flytte dem ned til selvsamme. Der gøres kreativt brug af alskens vintage instrumenter, og den  biodynamiske lyd kryber ind i alle huller og sprækker, hvor den stimulerer hvad der stimuleres kan.

Det her er en af de plader der skal ejes på vinyl, da den virkelig er skabt til det. Jeg har afspillet den både fra Spotify og vinyl og der må den røde vinyl virkelig siges at gøre en stor forskel. Pop lidt LSD i teen og skru op, og du får helt sikkert en hyggelig aften.

3. Prodigy & Alchemist – Albert Einstein

Folk græder altid over dit og dat oftest baseret på deres indre problemer fremfor hvad der lyder godt og dårligt. Prodigy er populær at svine til, men fakta forbliver fakta. Selv de dårligste Prodigy Mobb udgivelser har flere heaters, end der udkommer på et helt år af danskrap, alle inklusive..

I år var vi så heldige at få en af de bedste P udgivelser i et stykke tid, og virkelig en genoprejsning efter den halvfesne ”HNIC 3”.  P lyder god og sprød og kaster random dødstrusler både til højre og venstre uden nogen form for kronologi eller sammenhæng. Med andre ord, P er tilbage i topform!

Alchemist produktion er så nyskabende og fantastisk, at det nok varer omkring et halvt årti, før folk forstår omfanger af afsindigheden han leverer her. Her er obskurt lydende hunde, forkølede horn, dødseskapisme obskuriteter fra det rumænske provinsdiskotek. Vi er vist ude i den bedst producerede rapplade 2013.

Der er for mange højdepunkter til at nævne alle, men den minimalistiske pianobanger ”Stay dope” får hårene til at rejse sig, og ligeledes kollaborationen P og Roc Marci ”Death sentence” hvor de får dødstrusler til at være langsomme og smukke som tibetansk røgelse.

4. Roc Marciano – The pimpire strikes back

Ovenpå sidste års mesterværk ”Reloaded” er Roc M fortsat i hans vanvittige arbejdstempo. Ja han har selv påstået han havde 4 færdige albums mere klar inden udgivelsen af ”Reloaded”.

Her har vi hans første mixtape nogensinde, og lad det være slået fast med det samme, Det er ingen ny ”Reloaded” eller ”Mausberg”. Dertil er bundniveauet ikke helt ligeså højt. Lyden er lidt mere rugged og ghettomixet, men der er tracks til at holde en over i dagevis, og der er nogle genialiteter på som sagtens kunne have været med på ”Reloaded”.

Der er både Madlib og Alchemist produktioner på, men først og fremmest en god røvfuld at Marcis egne stilskabende beats, dvs endnu en gang stort set uden trommer. Fløjteloopet fra ”Slingers” hvor den fremragende Knowledge Pirate (a star in the making) featurer har fået mig til at gennemhøre hundredvis af plader for at finde noget lignende. Det er simpelthen så dræberagtigt godt, at uanset hvad der gøres ved det vil det bare blive dårligere. ”Ten hoes down” igen med Knowledge på er produceret af Alchemist og er det der pimped-out-rammer-dit-hjerteslag-musik.

Så nej ingen ny ”Reloaded” men bedre end stort set alle de her motherfuckers albums stadig.

5. Roc Marciano – Marci beaucoup

Inden årets afslutning nåede Roc lige at smide først mixtape og så hans ikke tredje ”rigtige” album, mens hans produceralbum, og det skal kort fortalt forstås som at han producerer og rapper på alle tracks, men der features på alle, og han er ikke bange for at lade de featurede rappere få deres shine på, selvom han selv absolut begraver alle tracks, graver dem op og begraver dem igen.

Her er at finde de sædvanlige kollaboratører som Ka, Knowledge Pirate, Action Bronson, Gangrene men også andre sprøde rappere som min dude AG, Quelle Chris, Freeway (nok rent faktisk den mest wack på pladen, men manden kan jo ikke gøre for han er født med bæltetaske vokal), Cormega og en røvfuld andre.

Jeg er generelt mest til de beats der ikke er så soulagtige, og mere udsyrede (surprise surprise). Der er ikke som sådan noget koncept, der bliver bare rappet derudaf, men heldigvis er niveauet af så høj standard at man stadig føler smerten. Højdepunkter er ”Drug lords” med Knowledge Pirate (igen og igen) og ”Confucius” med Ka (også igen og igen).

For alle der synes han er en dumbass at høre på, så skal man bare høre ordentlig efter, så er der masser af juveler som ”fuck lying to the kids/ gotta get it how you live”.

6. Quelle Chris – Ghost at the finish line

Jeg har været nede med Quelle Chris længe og var stor fan af hans første album ”Shotgun and sleek rifle”. Jeg vælger ikke at tage det ujævne prealbum ”Niggas is men” med.

Ligesom Ka og Roc Marci har vi at gøre med en rapper der hovedsageligt producerer sit eget shit, og som samtidig ikke er bange for at være langt ude på den gode måde. Uden nogen som helst sammenligning med de to i øvrigt. Quelle kører sit eget løb, hvor han selv stiller forhindringer og dogmer op. Han har artsy fartsy tendenser, bruger humor på en fed uplat måde, og han gør noget virkelig få rapplader gør.  Han overrasker og man keder sig aldrig i hans selskab. Jeg var vild med både video og track til den kun to minutter lange ”Superfuck”.

Vi har at gøre udelukkende med organiske Rudolf Steiner samplebeats så støvede at de kan få en Ipod til at køre i samme rille, i hvert fald næsten.  Helt sikkert noget shit man kan få sin rygeesdragonblazer på til, hvor der både er knowledge og grotesk humor til at holde en kørende i lang tid.

Og årets feel good nummer må være ”Look at shorty”. Alt for fedt.

7- Julian Cope – Revolutionary suicide

Den ret bombastiske og måske lidt søgte titel lyder som noget hvor der bliver sat et løfte man har svært ved at holde. Det er imidlertid langtfra tilfældet her, og en veludviklet musikalsk kreativitet parret med intellektuelt overskud gør at den gamle Teardrop Explodes frontmand leverer en overraskende friskt lydende plade. Der omhandler det gamle 70er koncept revolution og formår at bringe mange forskellige vinkler på det.

Jeg er vild med den måde trommerne lyder som noget fra en indspildning i 70erne på. Her er inspiration af alt muligt hypnotisk men mest af alt ser Julian Cope sig selv i rollen som shamanen, der skal bringe lytteren i trance.

Med fantastiske titler som titelnummeret ”Russian revolution blues”, ”They were on hard drugs” og ”The armenian genocide” ved man at den er et lyt værd, og det viser sig den er meget mere end det. Yep der er dømt greatness. Jeg venter lige 20 år og så skal jeg satme sample ”Russian revolution blues”. (OK så er der en åbning til at I kan bite mig igen, i fucking fantasiløse producere. I ved hvem I er)

8. Pusha T – My name is my name

Jeg har aldrig forladt mainstream rap. Det har forladt mig og ikke bare det, har ladt mig i stikken. Jeg har aldrig stemt ja til sammensmeltningen af rap og r&b. Rap jeg var vild indeholdt helikopterlyde, pistolskud og sirener. Jeg har aldrig stemt ja til at lade alle de her fruitcakes komme ind i huset.

Hvad fører mig til at jeg rent faktisk for en gangs skyld har et mainstream rap album med på listen. Man kan ikke ignorere Pusha T´s for sindsyge rapteknik. Jeg har set Clipse en gang (og var med til at varme op med 4Fod) og så Kanye i Tivoli, da jeg arbejdede der og vi listede os ud efter service. Der fik man demonstreret hvor fremragende en rapper Pusha er, han tog hele Kanyes stort opsatte show ud med et vers. Selvfølgelig opdagede hans moron fans det aldrig, eftersom Kanye fans generelt er dumme som snot.

Egentlig er der nogle virkelig skodtracks herpå, men så overbevisende rap og nogle helt fantastiske tracks gør bare vi kan ikke ignorere den her plade. Den geniale minimalistiske ”Number on the boards” er fantastisk skruet sammen, og ligeledes ”Nosetalgia” featuring Kendrick Lamar er gudemusik. Med så fantastiske tracks kan man godt se igennem fingre med lidt autotune og sentimentalt følelsesporno klaverspil a la Kanye.

Pladen som Jay-Z gerne ville have lavet, hvis han kunne mobilisere eller i det mindste bare simulere den mindste smule sult efter noget som helst.

9. Ponyblod – Ponyblod

En god tendens med at OG producere som Noize og Tue Track hooker op med halvveteranrappere og laver hele plader. Mere mere mere.

Det var et stort år for det gamle Helt Sikkert. Machacha, Supardejen og LarsEfx albums, og ikke mindst Ponyblod. Jeg har skrevet en masse om den som kan tjekkes her (link). Et at årets bedste albums og for det ikke skal være løgn så remixede Tue Track sgu lige hele albummet, og det var også fedt, og åbnede mig op for endnu flere af Allans komplekse linjer. Jeg ved godt det er en uskreven regel at en dansk rapper ikke må give den op for en anden dansk rapper (eller er det kun en bitchass dansk rapper der nægter det?), så undskyld mig mens jeg siger salute!

10. Den Sorte Skole lektion 3

Årets mest ambitiøse danske plade var tredje version af Den Sorte Skoles lektion-føljeton. Som alle andre kender jeg kun Den Sorte Skole fra deres gode mashups, men når alt kommer til alt ikke andet end mashups, denne Djsenes version af at rappe over populære instrumentaler. Jeg har ikke hørt deres to første plader, og jeg gider heller ikke. Dertil er der for meget P3 jeg-er-hip-hop-men-alligevel-ikke-konfronterende-så-alle-elsker-mig-a-la-malk-de-koijn-du-ved-uden-nogen-god-grund.

Her på den tredje plade væltede de mig fuldstændig omkuld af overraskelse for her var sgu pludselig trådt i karakter, og var ikke bare interesseret i at få fadølsstive gennemsnitsdanskere med høje tanker om sig selv til at feste. Det her er et kæmpe puslespil af obskure samples, de har vævet sammen til en stemningsfuld audio patchwork, der åbner op for nye dimensioner hver gang man hører den. En på alle måder nyskabende og grænsenedbrydende plade. Denne plade er en inspiration til alle sampleartister derude, og noget man Jeg læste i et interview at halvdelen var gået ved deres første koncert. Tillykke til Den Sorte Skole, missionen er fuldført.

11. Earl Sweatshirt – Doris

Hvis Odd Future hypen var gået som den slags oftest går, ville den være stendød nu. De formår alligevel at holde den kørende, og selvom jeg ikke nødvendigvis er den store fan, så man respektere at de aldrig kører efter den nemme hitløsning. Kan selvfølgelig være de overhovedet ikke ved hvordan man laver sådan et, de er jo nogle unge dudes.

For mig var årets store overraskelse i den positive afdeling at Earl Sweatshirt droppede chokeffekt taktikken, og smed sit fede debutalbum ”Doris” ud, og begyndte at rappe om sit eget liv med en livserfaring klart foran sine kun 18-19 somre eller hvad vi har. Fuck alle jer der ha sammenlignet ham med Nas. Det er jo decideret grinagtigt, men han er dope og har dope tekster, og så er der bonuspoint for en (om end lidt misbrugt) RZA feature, lige så meget som at en feature fra den altid wackass Mac Miller trækker ned. Masser af gode tracks og førstesinglen ”Chum” smager decideret af greatness.

At Soundvenue har skrevet om pladen beviser bare den gamle om, at selv et ur der står stille passer to gange i døgnet.

BOBLERE

DJ Muggs – Bass in your face

Hannibal Stax & Marco Polo – Seize the day

Boldy James & Alchemist – My 1st chemistry set

Run the Jewels – Run the Jewels

Midaz the Beast – Another universe

Durag Dynasty

Ghostface Killah – 12 reasons to die

Marco Polo – P 2 – THE DIRECTORS CUT

Nick Cave - Push the sky away

Årets sjolleralbums AKA det Eddie Skolsk sjolske niveau

Godfathers (Necro & Kool G Rap) – Once upon a crime

Jeg var ikke imponeret over de første numre jeg hørte fra den her, og blev slemt skuffet da jeg så endelig hørte den.

Jeg havde en slem anelse, da jeg så det mafiosolignende tema. Den blev som jeg ser det godt og grundigt lukket med The Firm fiaskoen. Jeg havde set frem til en masse Kool G Rap vers og ganske vist får man da også det, og han er som altid fed, men jeg kan næsten ikke bære at skulle igennem et helt Necro vers og et omkvæd inden. Af en eller anden grund så ligger Necro først på stort set alle numre, og det er pisse irriterende. Beatsene er halv søvndyssende boom bap, der ikke gør noget for nogen af dem. Og jeg plejede endda at være Necro fan, men det her er for meget lærer og student, når G Rap han outshiner dude på albummets alle 287 monotome tracks.

Eminem – The MM LP 2

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at bruge tid på Eminem, men det er jo nok i et håb om at han tager ved lære ved hjælp af mine bevingede ord, og så ville jeg jo have vundet retten til at blære mig. Måske har han ikke computer, måske han ikke ved hvordan man skal bruge Google Translate. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at hjælpe ham og hans fans på så mange måder. Nogen gange føler jeg det helt som om jeg ikke bliver værdsat. Jeg er et godt menneske der har meget at tilbyde verden. Hvorfor vil han ikke tage imod en hjælpende hånd fra et menneske til et andet? Hvorfor forstår hans mange fans ikke omfanger af hvad jeg er istand til at gøre. Hvad har den her plade egentlig overhovedet at gøre med etteren?

Så mange spørgsmål jeg ikke er i stand til at svare. Er der ikke nogen der vil gøre Eminem en tjeneste og få ham hooked på piller igen? Det fungerede bare så meget bedre for ham, Rick Rubin eller ej.

Steen Jørgensen – Standards for living

Steen Jørgensen er/ var forsanger i Danmarks bedste band nogensinde. FAKTUM. For den yngre generation er han nok mest kendt som ham den enarmede stodder fra det der TV-show, som ikke var X-faktor. Nu cirka 200 år inde i hans karriere laver han så hans første soloplade. Og det er en plade med coverversioner. GAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAB allerede inden man har hørt et ord. Her har vi den ene sutter røv for hårdt coverversion efter den anden. Han cover kraftedme ”Lay lady lay” det gamle Bob Dylan nummer, og det er ikke kønt at høre på. Udvalget af sange er simpelthen så fantasiløst fundet på, at han taber allerede inden han er begyndt. ”Riders of the storm” gaaaaaab igen og igen. Det er tåkrummende pinligt at høre en gammel helt blamere sig på denne måde. Det her album får jo TV-præstationen til at virke som et mesterstykke i integritet.